Øregård Gymnasium

Fra Øregård Gymnasium til bager og iværksætter

I 2019 blev Peter Vaabengaard student fra Øregård Gymnasium, hvor han dimitterede fra Mennesker og Samfunds-linjen med et flot snit. Havde man fortalt ham den dag – da han stod med huen på og venner og familie omkring sig, klar til blomster og vogntur – at han 2 år senere skulle være medejer af et af byens hotteste bagerier, ville han have grint og sagt, at det var umuligt! Men nogle gange er vejen til det gode liv og de spændende projekter brolagt med store overraskelser og tilfældigheder. Vi mødte Peter Vaabengaard i Galst Bageri på Lipkesgade til en snak om iværksætteri og store drømme.

05.03.2023
Redaktionen

Perfektionisme og entusiasme 

“Efter jeg blev student, begyndte jeg straks at læse til aktuar. Jeg er god til tal, og syntes også det var sjovt og spændende. Faktisk havde jeg studiejob på Øregård i lektiecafeen imens, og det var superhyggeligt at komme derude og holde kontakten”, fortæller Peter. Vi sidder i baglokalet på Lipkesgade, og mellem os står en kasse med nybagte croissanter . “Det er vores nye forsøg”, siger han, og peger på croissanterne. “Vi jagter den perfekte croissant – vi har stadig et stykke vej, for den skal være helt sprød, let og luftig, uden at miste smag og konsistens”. Her er mel, maskiner og noter overalt, og her dufter fantastisk af kardemommesnurrer. Og der er fuld gang i butikken. Mens han fortæller, instruerer han to medarbejdere i, hvordan de skal håndtere dejen – det er de små detaljer, der gør forskellen, og Peter Vaabengaards entusiasme for produkterne er tydelig.

Fra Køge til Øregård

“Jeg kommer slet ikke fra Gentofte, men er faktisk vokset op i Køge”, fortsætter han. “Men jeg er både liberalt anlagt, og så har jeg altid været drevet af at skabe noget. Få mit eget på benene. Derfor valgte jeg at gå på Øregård. Det er et gymnasium med en særlig entreprenør-ånd, som jeg blev tiltrukket af. Og jeg blev absolut ikke skuffet”, fortsætter han. “Jeg husker tydeligt mine lærere. Især Thor Banke, der virkelig gjorde en forskel for mig. Han målrettede undervisningen efter os, og motiverede os til at turde tro på os selv og vores ideer. Men også Mette Møller Munch – hun gjorde spansk til mit yndlingsfag. Det var altid timer, man glædede sig til. Interessant og vedkommende.” Nina, Louise Stampe, Niels Ellekjær og Anne Louise Enemærke nævner han også. I det hele taget var det tre gode år – også selvom han kom langvejs fra.

“På aktuarstudiet savnede jeg det entreprenante aspekt. Derfor valgte jeg at tage en pause efter det første år. Jeg havde forskellige jobs, men endte med at tage arbejde hos Erik Galsts bageri.” Erik Galst havde været revisor i mange år, men forlod jobbet for at åbne et bageri i fodboldklubben BK Skjolds klubhus. “Erik valgte midt i livet at tage chancen og prøve drømmen af. Det inspirerede mig meget. Jeg fik jobbet, og ret hurtigt gav han mig ansvaret for at udvikle en perfekt kardemommesnurre. Så kunne han stå for signaturbrødet, bollerne og rugbrødet. Jeg kæmpede meget med de snurrer i begyndelsen, for jeg kunne jo ikke bage. Men jeg kastede mig over timevis af youtube-videoer, øvede mig og lagde en masse interessetimer i det, og langsomt nærmede vi os det resultat, vi ønskede.”

Et godt makkerpar

Peter husker tiden som hård, men også spændende. “Jeg fandt hurtigt ud af, at Erik og jeg kunne godt sammen. På mange måder er vi modsætninger, hvilket viste sig at være en stor fordel. Jeg elsker kundekontakten, mens Erik helst bliver ude i bageriet. Jeg er super udviklingsorienteret, mens Erik trives bedst med små og sikre skridt. Samtidigt kunne Erik alt det der med at drive forretning (fra hans tid som revisor), og det lærer jeg hele tiden en masse af. Jeg mærkede hurtigt, at der var mulighed for at lave et spændende koncept sammen, men min betingelse for at droppe studiet helt og satse fuld tid på bageriet var, at jeg blev partner”. På den måde endte Peter – bare 2 år efter gymnasietiden, men at være medejer af et bageri i et klubhus. Og det skulle vise sig hurtigt at tage fart.

Claus Meyer, Washington Post og fuld fart på bageriet

“Den sommer i 2021, hvor jeg blev partner, gik det pludselig stærkt. Claus Meyer kom tilfældigvis forbi vores lokaler en dag, og smagte vores brød og snurrer. Den omtale og ros han gav på sin instagram-profil satte for alvor gang i forretningen. Kort tid efter lavede Washington Post en artikel om københavnske bagerier, og her fremhævede de også os. Pludselig var det ikke vores få, kendte stamkunder, der købte brød hos os, men hele København plus en masse turister, der kom forbi. I en periode kunne vi slet ikke følge med, så mange kunder fik vi.” Men travlheden motiverede kun Peter ekstra meget. “Det var et tegn på, at vi gjorde noget rigtigt. Og det var super spændende. Pludselig var der en masse muligheder, der åbnede sig”.

“I sommeren 2021 åbnede vi derfor en butik i Tisvilde et lille sted, der hedder Holløselund. Det var en kæmpe succes. Men det er også sæsonbetonet, og der er slet ikke mennesker deroppe til at drive en forretning uden for sæsonen” fortsætter han. “Men det blev et vigtigt skridt for os. Da vi var færdige deroppe var det nemlig klart, at vi skulle finde vores egne lokaler i København, og den proces begyndte vi så småt på der i slutningen af 2021. Årene i BK Skjold var superfede. Det er en fantastisk fodboldklub, men vi delte bagerilokalerne med klubben, og det var ikke holdbart i længden.”

Nye lokaler i Lipkesgade – og flere på vej!

I efteråret 2022 fandt de endelig de rigtige lokaler. I dag kan du finde Galst Bageri på Lipkesgade på indre Østerbro. ” Det er et perfket sted. Der er sol på facaden det meste af dagen. Vi har udvidet med god kaffe, og er altså nu igang med at udvikle nye produkter, fx den her perfekte croissant. Vores næste projekt bliver inde i København K. Vi går netop i disse uger og udvikler en ide sammen med gode venner om at åbne en lille restaurant. Forhåbentlig kan vi snart offentligøre det, og så skal vi nok invitere hele Øregård forbi” griner han.

Følg drømmen – og kom endelig forbi til en snak

“Hvis jeg skulle give et godt råd til gymnasieelever, så er det at følge drømmen mens du er ung. Det er nemlig i disse år, du har friheden og energien til at prøve den af. Når jeg ser tilbage på de sidste to år, er det helt vildt, hvor meget jeg har lært.” “Hvis du går med en iværksætter i maven, så kom ned forbi til en snak. Det kræver hårdt arbejde, engagement, entusiasme og en tro på at lykkes. Og hey, hvem ved om croissanten snart er klar, næste gang du kommer ned forbi? Vi sælger den først, når vores franske ven nede i vinbutikken Paris90 på Classensgade er tilfreds”, griner Peter.

Vi håber, at I lægger vejen forbi Galst Bageri.