Øregård Gymnasium

Øregård Gymnasiums deltog i BIGMUN 2024

Øregård Gymnasium deltog for første gang i år i BIGMUN – Birkerøds flotte FN-spil med deltagere fra hele verden. Det gik helt fantastisk godt – vi fik blandt andet en pris for bedste nye deltagere (og endda også for best dressed, for der er en stram dresscode, ligesom alting foregår på engelsk). Planen er, at vi næste år gentager succesen. Og vi drømmer allerede om at tage skridtet videre, og tage til udlandet med en flok dedikerede elever til en af de mange MUN-konferencer, der findes (MUN står for Model United Nations). Læs her om BIGMUN-oplevelsen fortalt af ambassadøren for vores delegation 2024, Magnus Huber fra 3.t.

25.02.2024
Redaktionen

Øregård havde fået tildelt landet Sydafrika, og Magnus var vores ambassadør

Hvad er BIGMUN?

Magnus: “BIGMUN er en Model United Nations konference på Birkerød Gymnasium. En MUN er en konkurrence, som er en simulation af FNs måde at arbejde på, og hvor alle deltagende får tildelt et land og en kommite at repræsentere det land i. I disse kommiter er der tre emner, og man skal i kommiteen nå til enighed om nogle FN-resloutioner, som skal kunne løse disse problemer. Der er omkring 400 deltagende og omkring halvdelen i BIGMUN 2024 kom fra udlandet af, så man møder også rigtigt mange.”

Her ses de fleste fra delegationen (HC og Christoffer Gernow mangler på fotoet)

Hvorfor valgte du at være med til BIGMUN?

Magnus: “Jeg har længe gerne ville prøve at deltage i en MUN-konference, og jeg var derfor med til at starte MUN-udvalget på øregård. Jeg synes at det lød som en meget god mulighed, også for at prøve noget andet og samtidigt lære en masse om FN og lære mange nye mennesker at kende.”

Mellem de mange sessions, var der tid til at snakke med de andre – men det var også her, der blev lavet aftaler i korridorerne

Du har fået rollen som ambassadør. Hvad indebærer denne rolle?

Magnus: “Jeg er delegate – ligesom alle andre – og sidder også i en kommite, hvor vi diskuterer emner indenfor korruption, lige adgang til juridisk bistand og ulovlig våbenhandling. Derudover er ambassadøren også ansvarlig for alle de andre delatgere i delegationen. Det skete blandt andet, at Israel og USA havde sagt nogle meget nedsættende ting overfor vores delegation, hvorfor jeg så som ambassadør skal sørge for, at vi får en undskyldning fra disse lande og skal prøve at løse problemet med deres ambassadører. Derudover laver ambassadørerne også aftaler med hinanden, som kan handle om stemmefælleskaber og andre alliancer, så vi som Sydafrika kunne få vores egne resolutioner igennem.”

Forløbet sluttede med store fællesdiskussioner om resolutionerne, inden de blev vedtaget eller stemt ned

Hvordan har din oplevelse været?

Magnus: “Min oplevelse har faktisk været overraskende god. Jeg troede, at det hele ville være meget tungere og kompliceret end det var, og selvom det var min første gang, kunne man sagtens følge med. Derudover er det også meget sjovt, at indtage et helt andet synspunkt, end man måske normalt ville have, og så diskutere ud fra det. Ellers har alle også været meget gode til at hjælpe hinanden og igennem alliancer har der også været mange som har støttet os i debatterne.”

Tre af vores dygtige Global-elever i en pause

Hvordan gik det for jeres land i BIGMUN?

Magnus: “Det gik faktisk meget godt og vi fik mange resolutioner igennem, som Sydafrika stod bag. Vi endte også med både at få atomvåben og løse Ukraine-krisen. Det endte endda også med, at to fra delegationen fik prisen for den bedste førstegangsdeltagende til et MUN arrangement.”

Christoffer Gernow blev hyldet som en af de bedste førstegangsdeltagere (en fornem pris, som Magnus Huber også fik)

Vil du anbefale BIGMUN eller andre MUN-arrangementer til andre?

Magnus: “Det vil jeg helt klart. Det har været en rigtigt fed oplevelse og jeg har lært meget af det, men mest af alt så har det også bare været vildt spændende og hyggeligt.”