Øregård Gymnasium

Mød Øregårds travle ambassadører

Har du haft besøg af gymnasieelever fra Øregård på din folkeskole eller besøgt os til åbent-hus arrangementer eller besøgsdag? Ja, så har du sikkert allerede mødt nogle af vores dygtige og søde ØG-ambassadører. Gruppen består af ca. 20 af de mest engagerede elever, som altid er klar til at hjælpe skolen, når der er behov for det. Til orienteringsaften onsdag den 18. januar står de klar til at vise alle vores gæster rundt på skolen. På billedet ses Emma og Annika, der begge er med i ambassadørudvalget.

17.01.2023
Redaktionen

ØGs ambassadører har travlt de fleste måneder af året. Man vænner sig nok til det, for de virker på ingen måde stressede over de mange opgaver. Men udover den normale skolegang med afleveringer og lektier, så har de en lang række opgaver, de løser for skolen i løbet af året. En af de vigtigste handler om at hjælpe kommunens afgangseleverne med at træffe et valg om deres uddannelsesmæssige fremtid.
I løbet af efteråret deltager ambassadørerne dels i en uddannelsesmesse, men også i en lang række besøgsdage, hvor de – sammen med elever fra kommunens andre gymnasier – turnerer rundt på de lokale folkeskoler og informerer om, hvad det kræver at gå på STX.” Det er faktisk super hyggeligt. Dels kan man besøge sin egen folkeskole og hilse på de gamle lærere, man kender så godt. Men samtidigt er det bare sjovt at snakke med 9. klasserne om, hvilke tanker de gør sig” siger Emma, der går i 1.g. “Ja og så er der fuld gang i den til messen, hvor der virkelig er mange gæster. I år var det på Gentofte HF, og vi havde langt flere end 1000 mennesker igennem i løbet af en aften”, supplerer Morgan (til venstre på fotoet), der selv stod på scenen den aften og præsenterede STX.
I januar er der mange besøgsdage på Øregård, og her hjælper ambassadørerne også med at tage imod folkeskoleeleverne. Det hele kulminerer til orienteringsaftenen, hvor de viser gæsterne rundt på skolen, og fortæller om de mange flotte lokaler og specielle steder, som man ellers ikke lige selv falder over.

Uundværlig gruppe

“Ambassadørerne er helt uundværlige for skolen. De repræsenterer elevernes perspektiv og kan fortælle en masse ting især til folkeskoleeleverne, som vi andre overser” udtaler Kristoffer Horn, der er elevkulturkoordinator på Øregård. “Samtidigt er de utroligt søde, og det er altid en fornøjelse at arbejde med dem. Vi kan altid regne med dem, hvis vi mangler en hånd – både i hverdagen, men også når vi skal løfte store projekter, fortsætter han. “Derfor afslutter vi også ofte skoleåret med at arrangere noget ekstraordinært med dem. Sidste år startede vi fx dialogprojektet Fra Hellerup Til Gellerup, hvor vi tog hele flokken med en tur til Århus, for bruge tid med Unge4Unge i Gellerup. Det var en virkelig god oplevelse, som de i den grad fortjente”.

Ambassadørerne er enige: “Hellerup til Gellerup var en utrolig fed oplevelse”, siger Alexander Kruse (til højre på fotoet), der går i 2.g. “Vi håber at komme afsted igen i år, eller at få dem her til Hellerup på besøg. I det hele taget er det sjovt at være ØG-ambassadør. Der er mange søde og dygtige mennesker med i udvalget, og det er fedt at have netværk og venner på tværs af årgange og klasser.”