Øregård Gymnasium

Kom med i Københavns Byret med 3.t

IPØ-klassen 3.t var tirsdag på besøg i Københavns Byret. Alle retssager er som udgangspunkt åbne for offentligheden, og det kan være en dramatisk oplevelse at få lov at være tilskuer. Der er jo enormt meget på spil. Tirsdag blev 3.t delt op mellem 4 retssager, der spændte fra hooliganisme over besiddelse af knojern til den mest almindelige anklage, nemlig salg af euforiserende stoffer. Læs denne lille reportage lavet af 3.t fra den spændende dag i byretten.

25.01.2023
3.t

Klokken er 1255, og vores klasse mødes foran den imponerende retsbygning med de karakteristiske søjler og den overdimensionerede dør. Man føler sig lille, når man står her på Nytorv og fryser. Og det er nok ikke tilfældigt. Den dømmende magt skal gerne være frygtindgydende.

Vores lærer står allerede og venter på os, og vil gerne have os hurtigt ind: “I skal gennem et sikkerhedstjek ligesom en lufthavn, og retsagerne begynder om 20 minutter. Vi kommer ikke for sent ind, venner. Vi skal ikke forstyrre!”, siger han. Det er alvor, hvilket understreges af de mange politifolk, der cirkler om retsbygningen. Vi bliver hurtigt fordelt mellem 4 retsager fordelt på 3 forskellige bygninger. Og så kommer vi ind i varmen.

Når man nærmer sig retsagens lokale, står den anklagede med familie og venner udenfor og snakker uformelt. Det er lidt specielt – man kan godt mærke spændingen. Der er meget på spil, og vi ved jo godt, det potentielt er en kriminel voldsforbryder, man møder derude. Men man skal også huske på, at man er uskyldig til det modsatte er bevist, og at en betydelig del af alle anklager frafaldes. Inde i retslokalet står anklageren klar til procedure. Forsvarsadvokaten hilser høfligt på ham – de kender hinanden, det er tydeligt. Lokalet er overraskende ydmygt, på størrelse med et stort klasserum. På slaget 1315 træder dommeren ind. Alle rejser sig. Sagen begynder.

 

En gruppe elever fra klassen overværer et frafald af alle anklager mod en FCK-fan. Under hjemmekampen mod PSV-Eindhoven sidste år var han en del af en gruppe, der endte i konfrontation med udeholdets fans og senere politiet. Anklagerne frafaldes til stor lettelse for den unge mand, da beviserne, for at han foretog sig noget ulovligt, ikke er stærke nok. Andre overværer en sag, hvor en ung mand er kendt skyldig i hashsalg, men forsvareren søger erstatning for frihedsberøvelse. Var politiet lidt for hurtige til at holde ham varetægtsfængslet i 28 dage før dommen faldt? Dommeren hører alle parter grundigt, men afgørelsen afsiges ikke før om nogle uger. Knojernssagen afgøres relativt hurtigt, mens en sag om salg af euforiserende stoffer trækker ud.

Det gør indtryk at være der. Det er som et teaterstykker, der opføres, men med rigtige mennesker og ægte skæbner, der afgøres. Sympatien skifter mellem anklagede og eventuelle ofre, der præsenteres. Tonen i retslokalet er sober, ja næsten nedtonet og formel. De unge mænd, vi ser på anklagebænken i dag, taler indøvet – instrueret af forsvaren til at artikulere ordentligt og tydeligt. De har sat hår og taget pænt tøj på til lejligheden. Ved siden af os på stolene sidder familier og venner til den anklagede, og de forlader lokalerne med os bagefter. Men mens vi går tilbage mod Øregård, går de ud for at fejre frifindelse eller sluge dommen, der er afsagt.

Tak for en god og spændende dag!