Øregård Gymnasium

Klumme: I det store billede har nedlukningerne gjort os stærkere

Ella bliver snart student og reflekterer i den forbindelse over tre år, som gik alt for hurtigt

24.02.2022
Ella Louise Heiberg

Så blev det endnu engang februar, som det har været så mange gange før, men nu i 3. g. Erkendelsen af at enden på min gymnasietid er nær, får nu sommerfuglene i maven til at rumstere, som var jeg 10 år gammel liggende foran juletræet fyldt med gaver på juleaftensdag.

En erkendelse, der får min mave til at snøre sig sammen, og allerede nu kan få mig til at savne selv de klassekammerater, der på sene aftener med et par timer til aflevering af en gruppeopgave, kunne få mit blod i kog – overvældet af stress. Erkendelsen af at antallet af modulerne fredag morgen, hvor selv klassens favoritlærere sættes på prøve af  teenagere, der har været i byen aftenen forinden, og nu sidder med øl i håret, er talte. De dage, tror jeg, selv den dygtigste elev vil savne.

Jeg tror også, vi alle vil savne de dage, hvor vi på trods af vinterdage fra 08:10-16:20 i bælgravende mørke, alligevel havde hinanden. På skolen, hvor vi altid vidste, at der var kram at hente hos klassekammeraterne på dårligere dage, og hvor der altid var én at lave TikTok-danse med i pauserne sidst på dagen. Der var altid nogen, der lyttede, og der var altid nogen at lytte på. For en lille del af mig, noget der føles som et stik i maven – minder mig konstant om, hvad jeg føler, jeg er blevet frataget. De tre gymnasieår er væk med et snuptag, og det var tyv med det latinsk klingende navn “corona”, som stjal en betragtelig del af vores dyrbare tid.

Vi har lagt ører til pressemøder, næser til utallige af podepinde og fundet vores absolut maksimale dosering af tålmodighed frem i håbet om at udvise samfundssind. Jeg har haft corona og været 12 dage i isolation. Jeg har været heldig, men den følelse jeg sidder med nu er på aller bedste teenagemaner; følelsen af at være snydt for så meget af det, jeg forventede min gymnasietid ville være. Vi var ikke mange uger inde i første nedlukning, før at jeg følte, at en stor sort sky dvælede over min gymnasietid. For lad mig bare være helt ærlig: Corona-nedlukninger og virtuel undervisning har fyldt en stor del af min gymnasietid – heldigvis ikke kun på ondt, også lidt på godt.

For selvom gymnasiet har været den vildeste sociale rutsjebane, hvor jeg har mødt mine bedste venner, fået minder for livet og utallige input til min identitetsdannelse, så er den følelse, jeg sidder tilbage med nu en helt anden, end de,  jeg forventede, da jeg var 16 år gammel og lige var startet i grundforløbet.

Essensen af mine minder fra gymnasietiden er positive – ja, dejlige, men 2. g blev slet ikke det, jeg havde forventet.  I mit hoved står 2.g i en parentes som i en bog, hvor ordet i parentesen blot er noget, man springer over.

Jeg har brugt utallige timer bag min computer, langt fra mine klassekammerater og skolen. Jeg har kæmpet for at forstå spanske bøjninger og matematiske ligninger uden for klasselokalets trygge rammer. Alligevel har jeg virkelig forsøgt at opretholde motivationen og glæden ved at gå i gymnasiet – men helt ærligt, så kan det ikke komme bag på nogen, at næsten alle tilvælger gymnasiet, fordi de bliver lokket af billederne af et fantastisk socialliv fyldt med venskaber, fester, grin og utallige minder.

Jeg synes, det er mega unfair, at jeg ikke fik alt det, de tidligere elever fik, og de kommende årgange får. Jeg fik ikke galla i 2.g eller utallige andre sociale arrangementer inklusiv gymnasiefesterne  i 2. g , jeg savnede utallige dage på skolen i samvær med skolens 800 andre elever.  På de værste dage begyndte jeg sågar at savne gåturen i det grå regnvejr mandag morgen på vej til skole for at have matematik.

Som følge af coronaepidemien kan det næppe komme bag på nogen, at jeg har set meget til mine lærere på Teams. Og ej forglemme mine klassekammerater med morgenhår og i nattøj. Det har faktisk været helt rart at se sine medstuderende fra valgfagsholdet online på teams, hvor vi alle så lige morgentrætte ud. At opleve deres hverdags-frustrationer har skubbet os alle en smule tættere på den virkelighed, vi jo alle sammen delte.

Dagene på Teams og hele coronakrisens karakter har gjort op med perfekthedskulturen, som vi engang dyrkede. Vi er en hel generation i samme båd, der ved hjælp af Teams har formået at invitere og blive inviteret direkte ind i hinandens liv. Vi har oplevet, at vi nok i virkeligheden ikke alle er så forskellige igen. Virtuel undervisning gav mig tid. Tid til at reflektere. Tid til at pleje venskaber  i min boble på et helt nyt niveau. Tid til at gå ture. Tid til mig selv. En tid, som fremkommer mig lettere terapeutisk, når jeg tænker tilbage. Og på en travl februar dag med tre afleveringer, så vil jeg (næsten) gerne erkende, at jeg glimtvis savner noget af den tid. Tiden, hvor jeg havde tid.

Nu banker et nyt kapitel på døren, og jeg kan allerede nu mærke solens stråler og studenterhuens bånd rundt om mit hoved. Den uvished, som jeg ved giver ondt i maven hos de fleste 3.g’ere lige nu, tager jeg i stiv arm, for jeg ved, hvad vi som generation er i stand til. Jeg tror på, at vi er en generation, der er kommet ud markant stærkere. Vi har vist og lært os selv, at vi både kan møde op virtuelt på mørke dage og samtidig indgå i stærke sociale fællesskaber på trods. Vi har en bred palette af kompetencer, som jeg er sikker på, vil gavne os i svære situationer. Pludselig føles uvisheden om fremtiden overkommelig.

Jeg er sikker på, at vi en dag vil tænke tilbage og huske os selv på – at så var det ej heller værre, for vi kom stærke ud. “What doesnt kill you makes you stronger” blev klichéen, der viste sig at holde vand for mig og for min generation.

I virkeligheden vil coronanedlukningerne nok ikke fylde det store, sammenlignet med savnet til de gode dage på Øregård, når vi inden så længe  ser tilbage på vores gymnasietid i bakspejlet. Og som lovet utallige gange, når følelsen af ensomhed bag skærme, mundbind og afstandskrav fik selv morgendagen til at føles uendelige kilometer væk – blev alting godt igen. Nu er vi klar til næste kapitel og til en fantastisk studentertid.