Øregård Gymnasium

Kend din lærer: “Elevernes verden må gerne rykke ind i mine fag”

Josefine elsker at være gymnasielærer, og særligt når hun kan mærke, at eleverne er på og brænder for at lære. Derfor arbejder hun gerne med emner, eleverne kan relatere til i sine fag

22.02.2022
Mathilde Louise Stenild Helweg

Det karakteristiske varme smil og den venlige stemmeføring er noget af det, der giver et godt førstehåndsindtryk, når man møder den nyuddannede gymnasielærer Josefine Sundstrøm Nielsen. Siden august 2021 har Josefine været en del af lærerstaben på Øregård, efter hun i sommers fik kandidaten som Cand. Soc. i hus.

Netop det at være et ungt menneske, som selv har været en del af uddannelsessystemet for nyligt, oplever Josefine giver nogle fordele i forhold til, at hun kan relatere til sine elevers livssituation og let og ubesværet kommunikere i øjenhøjde med dem. Det er kompetencer, som Josefine bruger i undervisningssituationer i begge sine fag – samfundsfag og psykologi, hvor hun hele tiden arbejder på den gode interaktion mellem underviser og elever.

Dynamisk undervisning er nøglen til succes
Magien, der opstår, når Josefine er i god kontakt med sine elever og der debatteres frem og tilbage er noget af det, der giver Josefine allermest energi som underviser. Ja, faktisk beskriver hun det sådan, at ”hun har svært ved at se sig selv i et andet arbejde.”

For at holde motivationen oppe hos eleverne fortæller Josefine, at hun tilpasser lektierne, så de er overkommelige, hjælper med læsespørgsmål til teorien og derudover er hun meget opmærksom på elevernes kropssprog, så hun f.eks. spørger, om hun skal gentage teorien, hvis der er nogle, der virker usikre.

Derudover er det vigtigt for Josefine at holde en god dynamik i klasselokalet – og det gør hun blandt andet ved at sørge for, at emnerne er relaterbare for eleverne, så teorien bliver sat ind i en kontekst, hvor eleverne kan forholde sig til den. Sidst, men ikke mindst gør Josefine sig umage med, at hendes undervisningssekvenser ikke bliver for lange, så hun ikke taber sine elever på gulvet.

Vi skal hjælpe hvor vi kan
Josefine får lys i øjnene, når hun fortæller om at formidle ulighed i det danske samfund. Hun ser en kæmpe styrke i de mange ressourcestærke unge mennesker, hun har som elever på Øregård, og gør en dyd ud af at ruste dem til, hvordan de kan hjælpe til og støtte, så vi så vidt muligt undgår ulighed i Danmark. Og netop det med at hjælpe til, er noget som den unge lærerinde selv bidrager til blandt andet igennem frivilligt arbejde i Ungdommens Røde Kors, hvor hun hver sommer bruger en uge på ferielejr for udsatte børn og unge i Danmark.

Også i sin undervisning tager Josefine ulighed meget alvorligt, fordi eleverne naturligvis har en række individuelle forskelle, de arbejder ud fra i klasserummet. Her styrker Josefine ligestillingen ved at tage individuelle hensyn til sine elever. Derudover vil hun på sigt gerne tilbyde en samfundsfaglig fagcafé for de elever, der har lyst til det, og som vil have god gavn af det.

Personligt har Josefine det svært med drillerier og mobning, og hun tager sine elevers trivsel meget alvorligt. Hun synes, det er meningsfuldt at tale med sine elever om, hvad det vil sige at være ung i det senmoderne samfund, hvor hun blandt andet sætter fokus på det digitale og, hvorvidt det er en styrke eller en svaghed i det senmoderne samfund, hvor hun blandt andet sætter fokus på den øgede digitalisering og præstationskultur, som de unge vokser op i.