Øregård Gymnasium

Interview: Fra ØG til forsiden af Vogue

Læge eller kunstner – eller måske begge dele? For Henriette Sabroe Ebbesen er det lykkedes at dele sin tid mellem lægegerningen og at være udøvende kunstner

13.03.2023

Foto: Henriette Sabroes Ebbesen til fernisering på sin seneste udstilling hos Galleri Christoffer Egelund. Værkerne kan erhverves igennem samme. 

 

Navn: Henriette Sabroe Ebbesen
Student: Fra ØG i 2014
Titel: Udøvende kunstner og uddannet læge fra KU i 2022

 

 Prøv at fortælle om, hvad du lavede lige efter din gymnasietid.

 

Lige efter gymnasiet søgte jeg ind på medicin på KU. Her læste jeg så et år, hvorefter jeg tog et års orlov, da jeg havde fået et stipendie kaldet Georgia Rotary Student Program. Via GRSP fik jeg mulighed for at læse et år i Georgia, USA, med alt betalt. Det blev et slags sabbatår for mig, hvor jeg studerede kunst på Georgia Southern University i et år fra 2015-2016. Her fik jeg øjnene op for fotografiet som kunstform og jeg fik mulighed for at udforske min kreativitet i et helt år uden at skulle bekymre mig om studiejobs eller lektier. Da jeg kom hjem fra mit ophold i Georgia, fortsatte jeg med at arbejde intensivt med mine kreative projekter og sideløbende færdiggære mit studie. Det har hele tiden været kunsten der har været vigtigst for mig, men samtidig har det været rart at have en akademisk uddannelse at falde tilbage på.

 

 
Fotografier for Vogue

 

 

Hvornår besluttede du, at du ville læse medicin? 

 

Jeg var i tvivl, om jeg skulle gå all in på en kreativ uddannelse eller en akademisk uddannelse, da jeg altid har haft begge ting i mig. Jeg kom frem til, at man godt kan være selvlært kunstner, men akademiker bliver man kun ved at læse på universitetet. Derfor tænkte jeg, at den bedste løsning måtte være at tage en akademisk uddannelse og samtidig prioritere kreativiteten i min hverdag. Efterfølgende er jeg dog blevet klogere og har erfaret, at hvis man vil gøre karrierer i den kreative verden, kræver det lige så hårdt (hvis ikke hårdere) arbejde end at tage en akademisk uddannelse. Der er virkelig mange dygtigere kunstnere derude, så man skal være parat til at give den max gas, hvis man vil lykkes i den kunstneriske verden og leve af sin kunst.

Efter ØG brugte jeg mit snit på at komme ind på medicinstudiet (Henriette fik det højeste på årgangen i 2014, red.). Det første år på medicin havde man kemi og nogle andre fag, hvor det krævede en grundforståelse fra fysik. Der brugte jeg mine kompetencer ret konkret. Medicinstudiet er dog meget anderledes end gymnasiet, da man i gymnasiet har været vandt til at skrive opgaver og analysere tekster, mens man på medicinstudiet blot skal læse en masse bøger og gengive stoffet til eksamen. Dog er jeg sikker på, at gymnasiet har givet mig en form for ballast af viden inden for mange forskellige områder samt en faglig disciplin, som jeg kunne bruge på studiet og kan tage med mig resten af livet.

 


Albumcover for Oh Land

 

 

Du har jo også en kunstnerisk åre – hvornår og hvordan kom den først til udtryk?

 

Min kunstneriske åre har jeg altid haft med mig, men da jeg ikke kommer fra et kreativt hjem, er det ikke altid det, jeg har prioriteret højest. Min farmor er dog meget kunstnerisk anlagt og har siden jeg var barn lavet små kreative projekter med mig i sommerferien og når jeg blev passet hos hende. Da jeg gik i gymnasiet, var det vigtigt for mig at gøre det godt i skolen, fordi jeg ville gerne skabe nogle gode fremtidsmuligheder for mig selv. Derfor prioriterede jeg skolen højt og gik efter at få et godt snit, så jeg havde alle muligheder inden for uddannelse, når jeg blev færdig.

Dog havde jeg billedkunst med Line som lærer, hvilket jeg var rigtig glad for. Line spurgte, om jeg havde mod på at lave et vægmaleri i et af skolens lokaler, hvilket jeg synes kunne være super sjovt. Jeg brugte hele efterårsferien i 3.g på at lave mit vægmaleri i lokale 108. Vægmaleriet har jeg altid været rigtig stolt af og det er nok mit første store kunstneriske projekt.

 

Hvordan tilrettelægger du din tid nu – så du både kan beskæftige dig med kunst og lægevidenskab?

 

I løbet af medicinstudiet kom jeg for det meste kun til de obligatoriske ting forbundet med undervisningen. Samtidig var jeg nødt til at lægge min perfektionisme på hylden ift. medicinstudiet, hvilket slet ikke var i tråd med min måde at løse opgaver på i gymnasiet. Denne tilgang var dog nødvendig, hvis jeg skulle kunne udleve mine kreative projekter og drømme sideløbende med studiet. Her lærte jeg, at man sagtens kan gøre det godt, selvom det ikke nødvendigvis lever op til et 12-tal. Anderledes fra gymnasiet er også, at karakterer ikke er så vigtige på medicinstudiet. Dog har jeg også måtte sande, at det at køre to karrierer sideløbende også til tider har været alt for hårdt for mig. Jeg skal være bedre til ikke at presse mig selv for meget, og det er en balance, jeg stadig skal lære. Lige nu arbejder jeg som KBU-læge på Bispebjerg Hospital på ortopædkirurgisk afdeling på deltid. Når jeg har fri fra arbejdet som læge, kan jeg følge op på e-mails, kundehenvendelser mm., som kræver en del tid også. Lige nu har jeg ikke nogen nye store projekter, da det ofte kræver en hel måneds arbejde at planlægge og udføre. Derfor er min plan at supplere min kunstneriske indkomst med vikar-arbejde som læge, når min tid i KBU er færdig.

 

Prøv at beskrive nogle af de sjoveste kreative opgaver, du har løst? Bl.a. for Italiensk Vogue.

 

Der er mange sjove oplevelser at vælge imellem, men ens for dem alle er, at det er fantastisk at få lov at udføre sine kreative ideer sammen med et team af kreative mennesker, der forstår mine tanker. Når jeg ofte omgives med mennesker der tænker naturvidenskabeligt, er det fantastisk at arbejde med andre kreative, der forstår mine til tider skøre ideer på en hel anden måde. Min første kommercielle opgave var for Vogue Italia og et stort italiensk møbelfirma kaldet Natuzzi. Jeg blev fløjet til Puglia i Syditalien og havde et kæmpe team til rådighed, som jeg skulle styre, lidt som en slags filminstruktør. Jeg var kun 23 år og havde indtil da aldrig arbejdet professionelt som fotograf, så det føltes lidt frygtindgydende at skulle stå der og styre hele showet. Det endte heldigvis med at gå rigtig godt og siden har jeg lavet mange andre serier for fx. forskellige udgaver af Vogue, Vanity Fair, Dolce & Gabbana, Alex Vargas og senest Oh Land. Det er altid en stor oplevelse, hver gang.

 

 

Du er jo nok det, mange vil betegne som naturvidenskabelig – hvordan går det hånd i hånd med din evne og interesse for det kreative? 

 

Der er mange ligheder mellem naturvidenskab og kreativitet. En videnskabsmand er jo kendetegnet ved en, der er nysgerrig på sin omverden og undersøger den. Som kunstner er man på samme måde optaget af et emne eller verden omkring en, som man undersøger. Undersøgelsen ligger i den kreative udfoldelse med kunstværket som produkt i stedet for et videnskabeligt forsøg med en videnskabelig artikel som produkt.

På samme måde har jeg en meget eksperimentel tilgang til fotografiet. Mine værker handler om grænserne mellem virkelighed, fantasi og det surrealistiske. Her kan fotografiet noget, som et maleri ikke kan, fordi man har en realistisk forventning til fotografiet, som også bruges som et værktøj til at dokumentere virkeligheden.

Rent praktisk forsøger jeg at forvrænge virkeligheden ved hjælp af spejlillusioner og fange dem gennem mit kamera. Mit mål er, at beskueren kan opleve en anden virkelighed, end de er vant til, når de ser mine værker.

 

Hvor ser du gerne, at du er henne om fem år?

 

Mit mål er at blive ved med at udvikle mig kreativt, både inden for mere traditionel forskning samt rent kreativt inden for kunst. Mit speciale på studiet handlede fx om kreativitet og psykopatologi. Det viser sig nemlig, at nogle af de gener, der leder til kreativitet, også kan lede til psykisk sygdom. Jeg forstår ikke rigtig selv, hvor jeg får mine skøre ideer fra, så det er spændende at undersøge det fra en mere videnskabelig tilgang også. I fremtiden håber jeg på at kunne leve 100 % af mine kreative projekter, men det vigtigste for mig er blot, at jeg har plads til at udleve min kreativitet.

 

Hvis du vil vide mere om Henriette Sabroe Ebbesen, kan du følge hende på Instagram: @henrietteebbesen 
Du kan også læse mere om hende på hendes hjemmeside.