
Øregårds første og eneste billedkunstlærer: ”Her må der gerne være uforudsigelighed!”
Line Taarnberg har i snart 29 år undervist i billedkunst på Øregård Gymnasium. For hende har det alle årene handlet om, at eleverne skal opleve at arbejde med dem selv på anden måde, end de er vant til – og med kunstens uforudsigelighed ikke mindst.
Da jeg spurgte Line, om hun ville lade sig interviewe af mig, var det med henblik på at lave et portræt af hende. Her mener jeg for alt i verden ikke et tegnet portræt – det ville jeg slet ikke turde vise en billedkunstlærer og udøvende kunstner – men derimod et tekstportræt, som både fortæller historien om Øregårds første og eneste billedkunstlærer og billedkunst som fag her på stedet.
Line sagde heldigvis ja til at være med og inviterede mig over i ’Billedhuset’ på en solbeskinnet forårsdag i april. Det var (indrømmet!) mit første besøg i Billedhuset (jeg har kun været ansat siden august 2024 – men undskyld alligevel!), og selvom jeg ganske vist havde hørt, at der skulle være enormt rart og inspirerende, blev jeg alligevel imponeret over, hvor dejligt der faktisk er.

Lærer og udøvende kunstner i ét
Da Line i 1996 – efter 8 år på Kunstakademiet og to barsler – skulle finde arbejde, faldt hun over en ledig stilling på Øregård Gymnasium. Her søgte de én, som udover i det hele taget at oprette faget billedkunst, skulle være med til at indrette den gamle rektorbolig, som ligger lige ved siden af skolen, til netop billedkunstlokaler. Det var på det tidspunkt længe siden, der havde boet rektorer i den, og da pedellen, som havde boet i den senest, flyttede derfra, mente Lis Holck (den daværende rektor), at det kunne være et godt sted til kreativ udfoldelse med en billedkunstner som underviser.
Stillingen lød på alle måder spændende, synes Line, som derfor søgte og fik, hvad hun stadig i dag betegner som sit drømmejob, idet hun elsker både at udøve sin kunst og undervise – og begge dele sker her på stedet. Faktisk var ønsket at ansætte en kunstner, fordi man gerne ville eksponere eleverne for en autentisk kunstnerisk proces, hvilket ikke kun ligger god i tråd med Lines egen måde at undervise i og formidle billedkunst på, men også fremhæver det grundlæggende gavnlige og udviklende ved billedkunstfaget i det hele taget. Det vender vi tilbage til, når vi lige har været omkring det sjoveste (og det mindst sjove) ved at være gymnasielærer.
”Selvom vi kører efter årshjul, er det alligevel aldrig helt det samme”
På spørgsmålet om, hvad det sjoveste ved at være gymnasielærer er, kan man se på Line, at hun har svært ved at vælge mellem alt det, der er sjovt. Hun ender dog med til sidst at fremhæve det, der kan ske i relationen med både elever og kolleger: ”Når man får nogle nye input og sjove oplevelser både med kolleger og elever. Det kan være alt fra en lillebitte sjov ting med eleven ved lærredet, eller kollagen, som fortæller noget spændende fra sit fag, hvilket en skattekiste for en som mig til inspiration til både mine egne værker og min undervisning. Det sjove er i det hele taget, at selvom vi kører efter årshjul, er det alligevel aldrig helt det samme – og det er fedt!”.
Da vores snak efterfølgende falder på, hvad der er mindst sjovt, skal Line igen lige lede lidt efter svaret, men denne gang er det fordi, der ikke er ret meget at vælge imellem: ”Det mindst sjove er nok, hvis det kniber lidt med elevernes motivation”, fortæller Line – ”og så er det altså også ret irriterende, hvis eleverne ikke gider rydde op”, tilføjer hun med et smil.

Hvorfor er billedkunst et godt fag for de unge?
For de fleste synes det nok helt naturligt, at man kan have billedkunst i gymnasiet, men hvorfor er billedkunst egentlig et givtigt fag for de unge mennesker?
Ifølge Line er der et hav af grunde til, at billedkunst er et både udviklende og dannende fag, men som noget af det grundlæggende handler det om, at ”eleverne får nogle oplevelser, der er uforudsigelige, fordi de ikke kan regne resultatet ud, inden de går i gang. Det, de får frembragt, kan de ikke planlægge fuldstændig – de kan prøve, men de kan ikke forudsige facit”, pointerer Line. I en tid, hvor blandt andre ord som resultater, forventninger, målrettethed, disciplin og præstation er dominerende i de unges livsverden, er det ”godt for eleverne at skulle arbejde med dem selv på en anden måde, end de er vant til, som ’tvinger’ dem til at være innovativt indstillet”, fremhæver Line, som tydeligt kan se, at eleverne bruger en anden side af dem selv, når de er i værkstedet.
Den koncentration og fordybelse, hun oplever, at eleverne kan opnå, når de arbejder med deres egne projekter uden for meget indblanding, kan være meget forløsende – og en god og vigtig modvægt til den vej, eleverne ellers befinder sig på det meste af tiden: ”Her kan det – og må gerne – være uforudsigeligt. At skabe kunst kan være et stort virvar af tråde, og der kan komme knuder på, hvilket kan være enormt irriterende, mens det står på. Men så må eleverne gå en anden vej, og det åbner for nye måder at tænke på og arbejde på. Så selvom det kan være irriterende i nuet, er det godt og sundt på den lange bane”, understreger Line, der som udøvende kunstner med udstillinger i både Danmark og udlandet kender alt til, hvordan en skabelsesproces kan være fyldt med bump og blindgyder, som kan skabe frustration og fortvivlelse, men som alle er en del af vejen mod et færdigt værk i sidste ende. Og det er netop dét, eleverne skal erfare både i deres egen kunstneriske proces og ved at opleve andres.

ØG-Kunstudvalg
Hvis Line ikke er at finde i Billedhuset eller ikke er inde og hente te iført malerkittel og med en pensel i lommen, er hun formentlig til møde i Øregårds kunstudvalg, hvor hun sammen med andre kunstinteresserede, fem elever og fem lærere, i de sidste tre år har arbejdet på at indhente kunst til Øregård. Det har været en kæmpe succes med tre donationer fra Ny Carlsbergfondet og egne indkøb, som eleverne har stor indflydelse på. For ligesom en kunstnerisk proces er både lærerig og inspirerende, er færdig kunst det også, og derfor ligger også det arbejde Line meget nær.
Da vores samtale er ved at være slut, får jeg om en rundvisning i hele Billedhuset, som rummer både keramikovn, trykpresse, drejebænk, en masse staffelier, pensler og paletter – og så selvfølgelig den næsten ikoniske ’malervask’, som er så fyldt med malerpletter, at den bliver et kunstværk i sig selv.
Min rundvisning slutter i Billedhusets have, hvor Line selv engang plantede træerne, og hvor ’vild med vilje’ ikke bare er en dårlig undskyldning. ”Haven skal være vild”, siger Line, og når man står midt i den, og solen skinner på én, forstår man virkelig godt, hvorfor så mange elever, når de har værkstedstid, rykker deres staffelier lige netop derud.