Øregård Gymnasium

Mediefag

 

Show it, don’t tell it…

Måske synes du, film og tv er spændene. Måske synes du, det kunne være sjovt at få muligheden for selv at arbejde med levende billeder og fortælle historier om netop det, du synes er interessant og vigtigt. Det kan også være, at du har en lille skuespiller gemt i maven, eller at du godt kan lide at stå bag kameraet og fotografere eller filme. Måske kunne du godt tænke dig at lære, hvordan man analyserer film og tv.

Mediefag styrker dig både kulturelt, kreativt, innovativt og analytisk. Du får muligheden for at fortælle dine egne historier og for at omsætte de følelser eller tanker, du har på hjerte. Du lærer både at udtrykke dig i levende billeder og at analysere filmiske og fortællemæssige virkemidler i film og tv.

Du vil også kunne bruge meget af det, du lærer i mediefag, når du har dansk, da de to fag har flere ting til fælles. Du behøver hverken at være god til at håndtere et kamera eller til at redigere film, men hvis du synes, det kunne være spændende at lære om det, er mediefag et fag for dig.

I den praktiske del af undervisningen lærer du filmens forskellige produktionsprocesser at kende. Du skriver manuskript, tegner storyboard, og du producerer film med varieret filmsprog. Året afsluttes med en eksamensproduktion, som man kan stille op med til Jason Awards, som er ØG’s svar på Oscar-uddelingen.

Du kan vælge mediefag på C-niveau i 1. g eller som et B-niveaufag i 2. eller 3. g alt efter din studieretning.