Øregård Gymnasium

Wall Street på Øregård: holdet bag ØG-invest ser tilbage på en spændende aktiedyst

I perioden d. 10. januar – d. 10. april har Øregård Gymnasium fortjent kælenavnet Øregaard Street, for ligesom Wall Street har eleverne været i fuld gang med at investere i aktier. Det skyldes ØG-Invest initiativet, hvor 4 3.g elever har arrangeret en konkurrence for Øregårds elever. I hold eller som enkeltpersoner skulle de oprette en portefølje og opnå det bedste afkast. Vinderen blev kåret efter 3 måneders konkurrence i maj 2022. I år skulle det dog vise sig, at eleverne virkelig skulle kæmpe for pengene.

24.05.2022
Nikolaj Sohrt

Mit navn er Nikolaj Sorht. Sammen med Oscar Rasmussen, Hugo Tox og William Mazanti Sindberg grundlagde jeg ØG-Invest initiativet, som er et initiativ, der har til formål at bringe Øregårds elever tættere på finanssektoren, navnlig aktiemarkedet. Initiativet er drevet af en inderlig nysgerrighed for de mekanismer og tendenser, som driver aktiemarkedet, og dette er en nysgerrighed som vi følgelig ønskede at dele med andre.

Men hvordan startede det hele, og hvordan blev projektet sat i gang? Efter at have afsluttet erhvervsøkonomi C i 2.g, var jeg efterladt med blod på tanden, så jeg besluttede at tage sagen i egen hånd. Efter at være i kontakt med flere erhvervsøkonomilærere på skolen, havde jeg oprettet og døbt Entrepreneurs@ØG, som umiddelbart skulle tillade 3.g elever at udvide deres kompetencer indenfor erhvervsøkonomi gennem en række kurser. Men for at projektet kunne blive lige så succesfuldt, som jeg havde ambition om, var jeg nødt til at få flere kloge hoveder ombord. Det var nemlig essentielt, at jeg fik andre kompetencer og vinkler med, end blot mine egne. Da jeg bragte mine 3 andre medstiftere ombord, begyndte vi at formulere idéen, som i sidste ende blev til ØG-Invest – et aktiespil på Øregård.

Konkurrencen inkorporerede nogle forskellige aspekter, der skulle genskabe et investeringsmiljø, som efterlignede det liv, man ser i den virkelige verden. Hver gruppe – maksimum fem medlemmer – fik lov at oprette en portefølje á 5 forskellige aktier, som tilsammen udgjorde en værdi af 1 million danske kroner (imaginære penge). Hermed kunne man vægte aktierne forskelligt. For at gøre konkurrencen nemmere, investerede grupperne et bestemt beløb i hver position, i stedet for et antal af aktier. Ydermere fik grupperne lov at shorte deres positioner (så mange, de ville) og geare én af deres positioner, således, at resultatet talte dobbelt – både negativt så vel som positivt. Derudover så vi i konkurrencen også bort fra omkostninger ved køb og salg af aktierne, siden grupperne i 3-månedersperioden havde mulighed for, efter første og anden måned, at redigere deres portefølje. Hermed var det udelukkende aktiernes kurs og hvordan grupperne vægtede deres positioner, som bestemte deres nettoafkast.

Den første opgørelse af gruppernes afkast viste, at aktiemarkedet havde en særdeles nedadgående kurs, da kun 2 ud af 19 grupper havde et positivt afkast. De 2 grupper, hvis afkast var positive, havde endda kun succes, fordi de shortede bestemte aktier. Heldigvis begyndte flere og flere grupper at få positive afkast, som vi bevægede os længere frem i konkurrencen. Efter 1. måned var der 3 grupper med positive afkast, efter 2 måneder var der 4, og ved konkurrencens afsluttende opgørelse var der i alt 6 grupper med positive afkast – men altså stadig kun én tredjedel af alle grupperne. Mærkværdigt nok var det den eneste deltager, som var alene med i konkurrencen, som løb med sejren i sidste ende – Alexander Mondrup fra 1.z. Hans portefølje har givet pote, fordi han havde vægtet 80% af den i den nye bilfabrikant Rivian, der har haft en styrtende kurs siden deres børsnotering i november 2021. Fordi Alexander shortede Rivian, vandt han aktiespillet med et imponerende afkast på 53,9%. Den værste gruppe, med et afkast på minus 66%, kan skrive under på, sammen med de resterende to tredjedele af grupperne, at det ikke er lige til at få et overskud ved at investere i aktier.

Er vores nysgerrighed for aktiemarkedet i mellemtiden så blevet mættet? Jeg kan i hvert fald sige, at jeg, sammen med mine medstiftere, har fået en masse nye kompetencer og erfaringer med i bagagen. I løbet af konkurrencen har jeg brugt megen tid på at lave formularer, beregne afkast og ikke mindst overvåge de mange kurser for aktierne, som deltagerne har investeret i. Det har tvunget mig til at skabe et systematisk og stringent overblik over markedets tendenser og kurser, som jeg ellers ikke ville have haft. Derudover har vi fire stiftere fået et indblik i, hvad det kræver at sætte et projekt af denne størrelse i gang, og holde det kørende. Det har lært os, at det kræver fast initiativ at skabe noget på egen hånd, som man virkelig brænder for. Men vi har også lært, hvor tilfredsstillende det kan være at se resultaterne blomstre.

Men er vi blevet mindre nysgerrige? Nej, kun mere! F.eks. vil det være spændende at kunne give deltagerne i konkurrencen, et sæt kompetencer indenfor for investering, som vil tillade dem at lave endnu mere kvalificerede beslutninger angående deres investeringer. Der er et hav af muligheder for, hvordan eleverne kan få tonsvis af læring fra den finansielle sektor, og gennem dette format, kan læringen doseres på en måde, der virker sjov og appetitvækkende. Sidst, men ikke mindst, har projektet givet os en lyst til at inspirere flere elever til at tage initiativ på samme måde, for at dele og sprede det som man inderligt brænder for. Derfor glæder vi os til at få nye elever ombord, der kan føre projektet videre de næste år, og gøre konkurrencen til en fast tradition på Øregård Gymnasium.