Øregård Gymnasium

Garvet kemilærer: ”Jeg vil gerne have, at mine elever bliver selvstændigt tænkende mennesker, som kan forholde sig kritisk til information!”

Charlotte har undervist i kemi på Øregård i 30 år. Igennem alle årene har det for hende handlet om, at eleverne bliver selvstændigt tænkende unge mennesker, som forholder sig kritisk og nuanceret til kemi. Til det bruger hun blandt andet bananer og tørrede lus fra Mexico.

30.06.2025
Af Astrid Hjorth Balle

Nu skal I møde en af Øregårds garvede kræfter, nemlig Charlotte la Cour Lundqvist, som har undervist i kemi og dansk her på stedet i 30 år! Charlotte var end ikke færdiguddannet, da hun nærmest ved et tilfælde fik sine første kemihold. Charlotte manglede et par point, førend hun kunne gå til hovedeksamen, og hun tog derfor et kursus, der hed ’kemiske undervisnings-forsøg’. Det lød som et sjovt fag, syntes Charlotte, og vigtigere endnu var det et fag uden eksamen: ”Jeg hader eksamener”, siger hun, mens hun griner af det skøre i at være endt et sted, hvor netop eksamener spiller så stor en rolle. ”Mens jeg gik på mit kursus, blev jeg som et studiejob tilbudt to hold i kemi, fordi den daværende rektor på Øregård kendte min underviser og manglede en årsvikar. Jeg tænkte, at det lød meget sjovt, så det takkede jeg ja til”.

Samværet med eleverne er det sjoveste

Sidenhen er det blevet til rigtig, rigtig, rigtig mange hold – både i kemi og dansk – for Charlotte blev bidt af det, og allerede året efter blev hun fastansat og fik efterfølgende pædagogikum (halv tid her og halv tid på et andet gymnasium, for sådan var det struktureret den gang). Det fortæller hun, mens hun smiler nervøst ved tanken om den klasse, hun havde det første år af sit pædagogikum: ”Hvis jeg havde haft sådan en klasse som et af mine første hold, var jeg aldrig blevet lærer – aldrig! Det var en værre klasse, der kastede leverpostej på tavlen og alt muligt, men det var rettet mod alle lærere, så jeg tog det ikke så personligt, men det var galt nok alligevel”, husker Charlotte.

Balstyriske klasser hører heldigvis til sjældenhederne, og når man spørger Charlotte, hvad det bedste ved at være gymnasielærer er, falder svaret prompte: ”Det er samspillet med eleverne!” For Charlotte er det en fornøjelse at være sammen med de unge mennesker i en hverdag, som faktisk er mere afvekslende, end man lige skulle tro: ”Selvom vi kører efter årshjul, sker der meget forskelligt i løbet af et år, og der er ikke to klasser, der er ens, så selvom jeg har gang i den samme undervisning i to klasser, er det vidt forskelligt, hvad vi laver, og hvordan undervisningen er – og det kan jeg godt lide!”

Modpolen til det sjove

Som modpol til det sjove – samværet med eleverne i hverdagen – fremhæver Charlotte opgaveretning som det mindst sjove: ”Det er ikke specielt spændende at skulle rette 30 mere eller mindre ens kemirapporter, så der prøver jeg så vidt muligt med nogle andre afleveringsformer, hvilket eleverne også godt kan lide. Selvfølgelig skal der især på A-niveau være træning af det skriftlige, fordi de skal til skriftlig eksamen, men på både B- og C-niveau kan vi godt lege lidt med formaterne, for eksempel har vi somme tider arbejdet med videoafleveringer i stedet for”.

Når man tænker på, at det sjoveste ifølge Charlotte er samværet med eleverne, forstår man godt, at opgaveretning ikke er i høj kurs, og at sådan noget som at lære eleverne at kende og involvere sig i dem ved at overvære deres fodboldkampe, se deres mediefagsfilm, eller hvad det nu kan være rangerer højere: ”Det er ikke kun lettere at undervise dem, når man kender dem, det er også lettere at have forståelse for deres situation og der, hvor de er, når man ved lidt om dem”, understreger Charlotte.

Ikke al kemi er farlig kemi

Selvom Charlotte også fra tid til anden underviser i dansk, handler denne artikel meget om kemi, for kemi er der meget af. Faktisk er der så meget, at det, trods alskens budskaber om det modsatte, faktisk ikke er muligt at have en hverdag uden kemi – og det skal eleverne lære: ”Når vi bager kager, er det kemi, når vi vasker tøj, er det kemi, for det er kemi i sig selv, at sæbe opløser fedt, og det er kemi, at chips smager af salt”, opremser Charlotte, ”og faktisk er det sågar kemi, at vi skal trække vejret”. I lyset af alt den kemi, der omgiver os, mener Charlotte, at noget af det vigtigste, eleverne skal forstå, er, at kemi ikke altid er giftigt: ”Der er masser af farlig kemi og masser af farlige tilsætningsstoffer, men kemi er ikke per definition farligt, så det handler om, at man bruger sin kritiske sans. Og dét skal mine elever lære!”

Der er masser af E-numre i bananer

Som et eksempel på netop det, at kemi ikke nødvendigvis er farligt og unaturligt, bruger Charlotte en planche, hvor man ser en lang række indholdsstoffer, heriblandt en masse E-numre. Eleverne får at vide, at nogle af dem repræsenterer en ganske almindelig fødevare, og de bliver bedt om at gætte på, hvilke det er. Nærmest ingen (og da i hvert fald slet ikke denne skribent) aner, at en af dem er en banan. Både den gule farve og bananens smag har E-numre. Man kan tilsætte dem som smags- og farvestoffer til en bananvingummi, men i udgangspunktet er de virkelige stoffer, og netop det er en vigtig pointe for Charlotte: ”E-numre er ikke altid noget kunstigt, der er tilsat, det kan også sagtens være naturligt. Og det er både vigtigt og øjenåbnende for eleverne at lære”.

Tørrede lus fra Mexico hjælper eleverne til en nuanceret forståelse af kemi

Som endnu et eksempel på, at kemi ikke altid er unaturligt og farligt, bruger Charlotte rødt slik: ”Rødt slik blev tidligere farvet rødt af azorubin, som man helst skal holde sig fra. I dag bruger man typisk karminsyre, som hedder E-120, og den udtrækker man fra lus, som typisk vokser på planter i Mexico. Man tørrer dem, knuser dem og trækker farven ud af dem, og det bliver så til det røde farvestof, man farver slik med”. Jeg må indrømme, at jeg lærer meget af min snak med Charlotte, for at tørrede lus fra Mexico bidrager til de røde vingummier, jeg så godt kan lide, var totalt nyt for mig!

Det er det også for eleverne, fortæller Charlotte, som, når de selv udfører forsøg med lus, bliver vildt overraskede over at se farven komme ud, og når de så samtidig spiser røde elefantsnører, kan de jo godt se, at det er den samme farve: ”Og det er det, jeg gerne vil have, de får ud af det: De skal som sagt opleve, at det ikke er al kemi, der er unaturligt. Næste gang, de så møder et E-nummer eller en reklame, der plæderer for en verden helt uden kemi, kan det være, de forholder sig mere nuanceret til det”.

Et større formål

Så udover at det garanteret er både sjovt og øjenåbnende at lære om overraskende E-numre i en banan og røde farvestoffer i lus fra Mexico, tjener det altså også et større formål i Charlottes undervisning – et, der får os til at nærme os overskriften på denne lille artikel – nemlig at hendes elever meget gerne skal lære at tænke selvstændigt og forholde sig kritisk til den information, de bliver præsenteret for.