mobilemenuBurgerFacebookFacebookInstagramInstagramSnapchatSnapchatLinkedinLinkedin
Foto: Mathilde Louise Stenild Brejner.
Laura Gude (tv) og Lejla Zahirovic (th) måtte begge tage...
Foto: Mathilde Louise Stenild Brejner. Laura Gude (tv) og Lejla Zahirovic (th) måtte begge tage initiativ til at møde nye venner, da de startede på Øregård Gymnasium. Det har selvfølgelig været en udfordring, men heldigvis en udfordring, der har gjort dem stærkere, mener de.

Vigtige venskaber er nøglen til trivsel

18-02-2020

En start på gymnasiet kan være en oplagt chance for at skabe nye venskaber. Det har Lejla og Laura begge erfaret, så på trods af, at skiftet har været en udfrodring, så mener de begge, at springet fra den trygge folkeskole til et gymnasie, hvor de har fået nye venner, har gjort dem stærkere

Skrevet af Louise Garver Burgaard, gymnasieelev og medlem af ØG-redaktionen.

Som ny elev på et gymnasium er noget af det vigtigste at føle, at man har nogle gode venner, som man kan regne med, og som altid er der for dig. Når man starter på gymnasiet, er man for nyligt dimmenteret fra folkeskolen, hvor de fleste har nogle stærke venskaber med sig - mange af de venskaber daterer helt tilbage til 0.-klasse. Derfor er det for mange længe siden, de aktivt har været nødt til at engagere sig i at få venner, og derfor kan det kan føles fremmet og akavet, når man i forbindelse med studiestart på gymnasiet bliver nødt til det.

Når der skal vælges gymnasium, er det naturligt for mange unge at vælge det samme som sine venner. I et forsøg udført af Simon C. Andersen og Morten H. Larsen blev en gruppe 8. og 9.-klasseselever delt op i to grupper, som blev præsenteret for en række uddannelsessteder, hvorpå de skulle besvare spørgsmålene: Hvad synes du om nævnte uddannelsessteder? og Hvad tror du dine venner vil synes om nævnte uddannelsessteder?

De to grupper blev stillet spørgsmålene i modsat rækkefølge - og resultaterne forklarer, hvorfor mange søger det samme uddannelsessted som deres venner. Gruppen som først blev spurgt om, hvad de tror, deres venner vil synes om uddannelsesstederne, svarede nemlig i markant højere grad det samme, som de troede, deres venner ville svare, da de efterfølgende blev spurgt, hvad de selv synes om dem. Det vil sige, at bare det at overveje, hvad dine venner synes om et bestemt gymnasium, kan påvirke, hvad du personligt synes om det, hvilket igen resulterer i, at mange gymnasieelever søger det samme som deres venner.

Det er dog ikke unormalt, at du og dine venner søger forskellige steder hen, og derfor sker det ofte, at den første dag på dit nye gymnasium er uden en eneste bekendt, du kan læne dig op ad.

Vigtigt at være åben og initiativrig
De fleste der starter i 1.g, er spændte og glæder sig til at udvide deres sociale omgangskreds. Derfor vil størstedelen af dine nye medstuderende typisk være åbne og snaksaglige. Netop det oplevede Laura Gude, 1.g, som ikke kendte en eneste af sine medstuderende da hun startede på Øregård Gymnasium:

”Alle var super søde og åbne. Introdagene er fulde af aktiviteter, hvor man bliver introduceret til sine nye klassekammerater på en vildt sjov måde, og alle er i super godt humør og klar på at lære hinanden at kende," siger hun.

Det kan virke overvældende, at skulle starte et helt nyt sted efter at have gået på den samme skole i 10 år. Hvis du har søgt gymnasium et andet sted end dine venner, er det derfor nødvendigt at opbygge nye venskaber og lære nye mennesker at kende.

I den forbindelse er det meget vigtigt at sørge for at tage initiativ og være åben. Det oplevede Laura også på sin første dag.

”Da jeg trådte ind på Øregård for første gang, følte jeg virkelig, at alle kendte hinanden, men det gik hurtigt op for mig, at der var mange, som ikke kendte nogle, så jeg fandt med det samme nogle at snakke med”, siger hun.

Laura fortæller, at der ikke gik længere end en time, før Laura havde fundet sig en sød veninde, som siden hen er blevet en af hendes tætteste veninder.

”Hvis man er venlig og imødekommende, skal man nok hurtigt møde nogle nye venner. Det er også en fordel at deltage i skolens sociale arrangementer og melde sig ind i et udvalg. Det hele skal nok gå, og du kan glæde dig til nogle super fede år," siger Laura.

Udfordringen styrkede Lejla

Lejla Zahirovic går i 2z på Øregård Gymnasium. Hun startede på gymnasiet i 2018 og husker, at hun i ugerne op til sin skolestart glædede sig til forandringerne, som den nye skole ville bringe, men hun havde også sommerfugle i maven.

"Jeg kendte kun tre, der skulle starte på Øregård, og de var også fra min folkeskole. Jeg havde tænkt, at det ikke ville være et problem, fordi jeg havde gået på forskellige skoler i udlandet. Desuden ville der vel også være en sandsynlighed for, at jeg skulle i klasse med en af dem, jeg kendte fra folkeskolen," siger Lejla.

Lejla fortæller, at hun endte med at starte i en klasse, hvor hun ikke kendte nogen. Der var allerede et par i hendes klasse, der kendte hinanden på forhånd, og derfor var de sammen.

"Det bekymrede mig en lille smule til at starte med, for jeg vidste, at det ville være en smule sværere at komme ind i ’grupperne, når mange kendte hinanden i forvejen," siger Lejla.

Det var imidlertid heldigvis ikke alle, der kendte hinanden, og der var flere, der ikke kendte nogen ligesom Lejla, fortæller hun.

"Det var vel en lettelse. Kort tid efter starten på gymnasiet dannede et par piger og jeg en lille gruppe. Vores lille gruppe blev efterhånden større, eftersom at vi også lærte andre at kende, og vi fandt ud af, at vi faktisk havde en masse til fælles med de andre i klassen," siger Lejla.

Da grundforløbet sluttede, kom Lejla ind i en ny klasse, hvor hun heller ikke kendte nogen. Det har traditionelt aldrig været svært for Lejla at socialisere og møde nye mennesker – det er næsten en af de ting, hun normalt nyder mest, men i forbindelse med skiftet havde hun lidt svært ved at se, hvordan hun skulle formå at klemme mig ind blandt dem, der allerede kendte hinanden og muligvis havde tætte forhold til hinanden, fortæller hun.

"Jeg vidste bare, at hvis jeg skulle have det godt socialt, så måtte jeg også selv tage initiativ og lære de andre at kende. Jeg kom tættere på de andre ved at tale med dem - og derefter lærte jeg hurtigt, at vi faktisk havde det rigtig godt sammen," siger Lejla.

At starte på Øregård Gymnasium har været noget af en oplevelse for Lejla, fordi hun skulle lære en masse nye at kende på én gang og prøve at skabe nogle nye venskaber.

"Da jeg startede i klassen og lærte de andre at kende, var jeg ikke i tvivl om at denne klasse var den helt rigtige for mig. Jeg har nu fået en masse tætte venskaber – ikke kun i min egen klasse, men også blandt de andre klasser," siger Lejla afsluttende.