mobilemenuBurgerFacebookFacebookInstagramInstagramSnapchatSnapchatLinkedinLinkedin
Luna Bateson, som bliver student 2020, prøver sin studenterhue midt i det spæde danske forår, som er...
Luna Bateson, som bliver student 2020, prøver sin studenterhue midt i det spæde danske forår, som er præget af coronakrisens restriktioner. Fotograf Nicolai Trap Hallager.

Til alle verdens knuste spejle, væltede saltbøsser og sorte katte; må vi ikke nok få vores studentertid?

15-05-2020

Det er lige før, jeg tror at årets forår har været et af Danmarks mest solrige nogensinde, men alligevel dvæler en stor sort sky af øv over landets mange 3.g’ere. Jeg er en af dem, og hold nu op hvor er jeg ærgerlig over at mine forældre ikke lige ventede et år eller to med at få mig.

Noget af det fantastiske ved gymnasiet er de venner, man får, på tværs af årgangene og i 1.g betød det, at jeg fik en smagsprøve på, hvad en studentertid indebærer. Og det var langtfra studentergilderne, der gjorde ens sidste tid i gymnasiet værd at huske; for at være ærlig tror jeg, der er mange, som har svært ved at huske netop dén del.

Studenterkulleret startede mange måneder før, hvor de daværende 3.g’ere pludseligt blev stamkunder i den lokale Fest og Farver, fordi der skulle være styr på udklædningen til temafesterne, når nu det var sidste gang, og den skulle have en skalle. Det sidste år har jeg til sociale arrangementer oplevet, hvordan minimum én 3.g’er efter to øl ville udbryde: ”Kan I fatte, at vi snart er færdige med gymnasiet?!” Selskabet ville herefter fyldtes med hysteriske og begejstrede skrål efterfuldt af en nostalgisk stilhed, hvor selv klassens mest højtråbende ville blive tavs, fuldstændig opslugt af tanken om alle de sene aftener de sad med en opgave, overvældet af panik og præstationsangst - og nok også nogle hormoner.

Efter blot en uge i karantæne savnede jeg selv de klassekammerater, som flere gange havde fået min mor til at sige, ”man behøver ikke at være perleveninder med alle mennesker,” og det gik op for mig, hvor vigtigt det sociale er i os unges liv. Ikke nok med at jeg blev bevidst om, hvor essentielle mine venner er for mig og mit velvære, jeg begyndte også at savne alle de mennesker, jeg blot plejede at møde på gangene i hverdagen. Med en skoledag fra kl. 8-16 og lektiemængder der udfordrer selv den dygtigste elev, er der for mange ikke tid til så mange andre aktiviteter, og karantænen fik mig hurtigt til at føle at hele mit liv omhandlede skole. Det var højst sandsynligt fordi, resten af Danmark også var lukket ned, hvilket gjorde at mængden af fritidsaktiviteter føltes begrænsede, efter man havde tonset de første ti løbeture i nabolaget.

Hver gang der er pressemøde, sidder jeg som klistret til skærmen i håbet om at høre noget nyt om 3.g’ernes fremtid, og selvom der sikkert er mange, som er dybt taknemmelige for Søren Brostrøms revolutionære tale om at "sex er sundt," ville jeg ønske, vi fik mere konkrete svar fra regeringens side. Jeg ved godt, at de gør deres bedste, og at vi bliver nødt til at afvente situationens udvikling før, at regeringen kan komme med definitivt svar til alle de fortvivlede unge. Men her forbeholder jeg mig simpelthen retten til at være en problematisk og småirriterende teenager, fordi det ikke ændrer på det faktum, at jeg stadig er møg-frustreret over min sidste tid i gymnasiet. Så snart temperaturen overstiger de 15 grader, mærker jeg nervøsiteten sprede sig i min krop over, hvorvidt der nu vil komme endnu en bølge af læserbreve, som omhandler og kritiserer de unges højrisiko-adfærd.

Jeg forstår godt, at pandemien rammer os alle sammen, og jeg er klar over, at mange ældre mennesker lider, fordi deres familier i god tro vælger at tage afstand fra dem. Jeg ville bare ønske, at resten af Danmark også forstod min situation. Jeg har min sidste eksamen d. 12 juni, og på trods af udmeldinger om udskudt studentermiddag, opdelt translokation og foreløbigt aflyst vogntur, er det for mig det faktum, at jeg ikke får min hue på den dag, jeg afslutter min sidste eksamen, der gør særligt ondt. For i princippet kan meget af det rykkes, så længe det bliver gjort for alle 3.g’ere, og selvom det langtfra vil blive det samme, er der ikke så mange andre muligheder. Ondt i hjertet gør det dog, at jeg ikke vil kunne dele dét øjeblik, jeg kommer ud fra eksamenslokalet, og skal have huen på med min familie og særligt med min mormor, som jeg havde håbet på, ville være den der overrakte mig huen. Det ville jeg gerne have delt med hende.

Alle de gange mor eller far hev deres gamle studenterhuer ned fra loftet - og fortalte vilde historier fra deres studentertid, alle de gange, du var ved at give op på den skide dansk-opgave, der skulle afleveres i morgen, og alle de gange, du lod dig distrahere lidt for meget af ham den søde fra klassen. Alle de gange, var det målet om at blive student, der drev dig, mens det sociale fællesskab som er fundamentalt for gymnasietiden, holdt dig i hånden på vejen.

Jeg er nu vendt tilbage til fysisk skole, og gensynet med mine venner har været det bedste - og overraskende nok også det mest udmattende, jeg kunne have forestillet mig. Jeg er nået til et punkt, hvor det at bekymre sig om min studentertid, simpelthen er for drænende, og jeg er træt af at bekymre mig om noget, der er ude af min kontrol, eller i hvert fald føles sådan. Derfor øver jeg mig i at tænke på, at det er i alles bedste henseende at give 3.g’erne den studentertid de fortjener, og at vi 3.g’ere alle er i samme båd. Så kan man ikke rigtig gøre andet end at krydse fingre og håbe på, at folk husker håndspritten, specielt efter de store mængder salt der lader til at være blevet spildt for nyligt…

Klummen er et udtryk for elevens egne holdninger og meninger - og er derfor ikke et udtryk af mere officiel karakter fra Øregård Gymnasiums side.