mobilemenuBurgerFacebookFacebookInstagramInstagramSnapchatSnapchatLinkedinLinkedin

Øregårds nærværende rektor fylder 60 år

11-02-2021

Pia Nyring fylder i dag 60 år. I den anledning har vi talt med en række elever om, hvordan de opfatter deres rektor.

Tekst af Billie Zia Drejer, ØG-Redaktionen

I anledningen af vores rektor Pia Nyrings runde fødselsdag, har vi ville gøre noget ekstra for hende, da det er vigtigt for os, at hun er klar over, hvor meget hendes arbejde betyder for os. Derfor har vi bedt et par elever fra hver årgang om at dele deres opfattelse af Pia - og hvordan hun bliver set i vores øjne. Vi har derfor fået syv elever fra forskellige årgange til at komme med en kommentar:

Øregård er et gymnasium med kerneværdierne faglighed, fællesskab og dannelse, hvilket mærkes i dagligdagen via vores engagerede og ambitiøse rektor, Pia Nyring.

"Pia møder eleverne hver morgen med et strålende smil og en varm og personlig hilsen, idet hun gør sig umage med at kende alle elevernes navne. Takket være Pia er Øregård et indbydende gymnasium, hvor alle føler sig værdsat og anerkendt. Pia er en rektor med fokus på elevernes trivsel som første prioritet, og hun er med til at sikre os elever en god dagligdag," Stella, 3. p

"Jeg synes Pia er en fantastisk rektor, for man føler hun lytter til én. Hver gang, man går ind på kontoret, står hun altid med åbne arme og parat til at tage en snak." Caroline Hildebrandt, 3.n

“Vores Rektor Pia er alt, hvad man kunne ønske sig. Hendes engagement og forhold til alle ØG's elever gør, at hun fremstår meget professionel. Man mærker hver dag, hvordan hun brænder for, at alle elever har det godt i, men også ude for skolen.” Christoffer, 2. m

"Pia er den type rektor, der går meget op i hendes elever, og sørger for, vi har det godt. Hun går altid med et smil på læben, og hvis man møder hende på gangen, kan man være sikker på at få et stort smil og "hej" med på vejen. Hun er også typen, der vil rigtigt tæt på hendes elever, og hun sørger for at komme ud i alle klasser netop for at komme tættere på os." Marcus Ramm, 2. Z

"Pia er en meget nærværende rektor. Hun kender navnene på stort set alle elever på skolen, og man er altid sikker på en hilsen, hvis man møder hende på gangen eller ude i aulaen. Derudover har hun været rigtig god til at håndtere corona-situationen, og man har ikke været i tvivl om, at hun har savnet os elever!" Adama Rossing, 2.t

"Pia Nyring er om nogen en kvinde af sit ord, og hvis Pia siger, at hun vil kunne alle elevernes navne på hele skolen, så kan hun dem også. Tak, og kæmpe respekt til dig, Pia - for at få os elever til at føle os set og velkommen." Camille Moldow, 1. W

"Pia er god til at være i kontakt og engagere sig i hvert enkelt elev. Hun er forstående, og man kan i den græd mærke, at hun holder af skolen og dens fællesskab." Camille Dybkjær, 1.t