mobilemenuBurgerFacebookFacebookInstagramInstagramSnapchatSnapchatLinkedinLinkedin
Stella Maymann-Holler er ØG's nye elevrådsformand.
Stella Maymann-Holler er ØG's nye elevrådsformand.

Ny elevrådsformand: "Trivsel i en forvirrende periode er vigtigt for mig"

29-10-2020

Stella Maymann-Holler er navnet på Øregårds nye elevrådsformand. Stella er særligt engageret i arbejdet med at sikre elevernes trivsel i det, hun kalder "en forvirrende og frustrerende tid ."

Interview af ØG-redaktionsmedlem Ida Elva Hagen Olsen, 3.s

Hvad vil du arbejde for som elevrådsformand?

Som elevrådsformand er elevernes trivsel i denne frustrerende og forvirrende periode utrolig vigtig for mig. Om det gælder, at tilpasse eleverne deres emotionelt fluktuerende hverdage eller kæmpe for arrangementer, der kan styrke fællesskabet og sammenholdet i en tid, hvor vi skal ‘holde sammen med afstand’. Omstændighederne ændrer sig hele tiden, og det er derfor svært at sige, hvordan det kommende år kommer til at se ud, og dermed også svært at kunne vurdere, hvad der er muligt at kunne arbejde for som elevråd.

Én ting er sikkert, og det er at jeg vil gøre alt for at gøre Corona-tiden til et så let og fornøjeligt år, som muligt på trods af kaosset. Det er vigtigt i denne periode at holde eleverne opdateret om skolens retningslinjer, og lærerne opdateret om elevernes ønsker og holdninger. Det er i hvert fald sikkert. at eleverne fortjener lidt lys for enden af tunnelen på et år med triste omstændigheder, og derfor er det vigtigt for mig, at få etableret nogle fester senere i året, hvor vi forventer og håber på et faldende smittetryk. Hvis ikke det bliver muligt at indhente de fester, vi er gået glip af, så vil det stå øverst på dagsordenen at få sikret eleverne en uforglemmelig gallaaften. Udover det, arbejder jeg lige nu på at opbygge et samarbejde mellem Gentofte Gymnasierne, og er i dialog med Ordrup Gymnasiums elevrådsformand få at se på nogle forskellige muligheder for et samarbejde.

Hvad er nogle af dine personlige styrker?

Personligt er jeg en pligtopfyldende og ambitiøs elev, der brænder for alt, jeg gør. Jeg udfører alt jeg sætter mig for med omhu, og efter mine bedste evner. Jeg forventer derfor, at disse personlige kompetencer kommer til at hjælpe mig med at udføre mit arbejde som elevrådsformand i en tilfredsstillende grad.

Hvorfor brænder du for arbejdet i Øregård elevråd?

Jeg brænder for arbejdet i Øregårds elevråd, da trivslen på den skole jeg går på, er virkelig vigtig for mig. Et godt miljø giver god indstilling, og skaber god energi, hvilket styrker lysten til at gå i skole. Det er vigtigt for mig, at skolen opfylder disse præmisser for eleverne så godt som muligt, og hvis eleverne ikke er tilfredse, skal de så have mulighed for at ændre på dét, der gør dem utilfredse. Elevrådet er elevernes talerør og repræsenterer elevernes holdninger på demokratisk vis. Dermed bliver det en fælles opgave at gøre Øregård til en skole, vi er stolte af.

Hvad er noget af det første, du vil gå i gang med som elevrådsmand?

Jeg er i gang med at etablere nogle specifikke retningslinjer for at forhindre Coronasmitte. De kan være med til at skabe bevidsthed om, hvad man må og ikke må, og få eleverne til at føle sig sikre i skoletiden. Udover det, er OG’s formand og jeg i gang med at sætte et møde op mellem Gentoftes gymnasier, som skal handle om et potentielt samarbejde.