Øregård Gymnasium

08 Kina-linjen

Kinesisk A – Engelsk A – Matematik B

Økonomisk vækst på 10 % i 2010, Danmarks 10 største virksomheder har ansat 17% flere medarbejdere i Kina på bare et år, og den kinesiske samtidskunstner Ai Weiwei er stadig lige berømt og berygtet. Der er mange gode grunde til at vende blikket mod Kina, også når du skal vælge studieretning.

Kinesisk er et færdigheds-, videns- og kulturfag. Der vil blive arbejdet med det kinesiske standardsprog (putonghua), så du ender med at kunne kommunikere på kinesisk om kendte, studerede emner. Ud over sproget går vi også tæt på kultur- og samfundsforhold i Kina.

I engelsk udvikles din mundtlige og skriftlige sprogfærdighed, og du skal beskæftige dig med en række forskellige genrer, fx romaner, noveller, sangtekster, avisartikler, politiske taler, reklamer og dokumentar- og spillefilm.

I samspillet mellem kinesisk og engelsk er det oplagt, at vi tager emnet globalisering op og fokuserer på forholdet mellem USA og det moderne Kina – som af nogle opfattes som ‘The New Promised Land’, selv om det er kommunistpartiet, der sidder ved roret. Dette kan føre til et videre samarbejde med samfundsfag om fx styreformer, ytringsfrihed og massemedier. Studierejsen
i 2.g går naturligvis til Kina, fx Shanghai eller Beijing.

Kinesisk er til at lære! Man skal bare huske på det kinesiske ordsprog: Selv den længste rejse begynder med det første skridt.

Figuren nedenfor viser, at du har to muligheder for at anvende dine valgbrikker:

1. Du har én brik, som du skal bruge til et fag på B- eller A-niveau.
2. Hvis du vælger latin på C-niveau, har du en ekstra brik,
som du skal anvende til et fag på C- eller B-niveau.