01 Naturvidenskabslinjen
Matematik A – Fysik B – Kemi B
Vælg denne studieretning, hvis du er interesseret i matematik og natur-videnskab og nysgerrig efter at udforske Jorden, universet og den verden, du lever i. Få indsigt i fysikken og kemien bag teknologien inden for hospitalsvæsen, energiforsyning og lægemidler.
Naturvidenskabslinjen har den sammensætning af fag, der giver direkte adgang til videregående uddannelser inden for medicin, naturvidenskab og teknik på universiteter, ingeniørhøjskoler mv.
I undervisningen vil der være et tæt samspil mellem de tre hoved-
fag, og du vil opdage, hvordan matematik bliver dit vigtigste værktøj i fysik og kemi. I samarbejde med de øvrige fag, fx dansk og historie, får du et indblik i naturvidenskabens udvikling og dens rolle i samfundet, litteraturen og filosofien.
Øregård Gymnasium samarbejder bl.a. med Danmarks Tekniske Universitet (DTU). Det betyder, at vi ud over den almindelige undervisning vil besøge DTU, hvor du vil få mulighed for at udføre avancerede forsøg og høre om den nyeste viden fra forskningen. Du vil også komme på virksomhedsbesøg i Danmark og på en studierejse til udlandet i 2.g, så du får en fornemmelse af, hvordan tingene foregår ude i virkeligheden.
Figuren nedenfor viser, at du har to valgbrikker i denne studieretning: Du skal vælge fysik, kemi, engelsk eller dit andet fremmedsprog på A-niveau. Derudover har du en helt fri brik, som du efter eget valg skal bruge til et fag på enten C-, B- eller A-niveau.
