Øregård Gymnasium

Arbejdsmiljø på Øregård

Arbejdstilsynet har givet Øregård en grøn smiley for skolens fysiske og psykiske arbejdsmiljø, hvilket betyder at vi lever op til kravene i loven om arbejdsmiljø.

Det er vi rigtig stolte af, eftersom der kun er ganske få gymnasier i Danmark, der har opnået dette.

Vi gennemfører jævnligt en APV (ArbejdsPladsVurdering), og har meget fokus på at sikre, at vi overholder gældende retningslinjer sikkerhedsmæssigt, ligesom vi forsøger at tilpasse arbejdsgange og psykisk arbejdsmiljø i henhold til medarbejdernes svar i APV'en.

Arbejdsmiljøorganisationen på Øregård Gymnasium

Formål

Arbejdsmiljøorganisationens funktion er at varetage sikkerheds- og sundhedsforhold for ansatte på Øregård Gymnasium og at opfylde Øregård Gymnasiums arbejdsmiljøpolitik. Arbejdet i arbejdsmiljøorganisationen omfatter alle sikkerhedsforhold, der kan have indvirkning på den fysiske og psykiske sundhed. Arbejdsmiljøarbejdet omfatter også ydre miljø i den udstrækning, hvor det har indflydelse på arbejdsmiljøet.

Arbejdsmiljøorganisationens opbygning

ØG’s arbejdsmiljøorganisation består af et arbejdsmiljøudvalg bestående af 4 medlemmer: En ledelsesrepræsentant (KA), som er formand for udvalget, en lærer, der er valgt af medarbejderne som arbejdsmiljørepræsentant (Kl) samt to yderligere medlemmer: en lærer (PM) og en pedel (AH). arbejdsmiljørepræsentanten og de to øvrige medlemmer vælges for 2 år ad gangen.

Funktion

Arbejdsmiljøudvalget skal planlægge, lede og koordinere sikkerheds- og sundhedsarbejdet. Da vi kun har et arbejdsmiljøudvalg fungerer det også som en såkaldt arbejdsmiljøgruppe og deltager således aktivt i det daglige i forebyggelse og afhjælpning af arbejdsmiljømæssige problemstillinger.
Arbejdsmiljøudvalget skal påvirke medarbejdere og elever på Øregård Gymnasium til en adfærd, der fremmer egen og andres sikkerhed og sundhed.

Arbejdsmiljøudvalget har forskellige konkrete opgaver. Blandt andet skal udvalget hvert år lave en årsplan for arbejdsmiljøarbejdet, sørge for at der minimum hvert tredje år gennemføres en arbejdspladsvurdering (APV) på gymnasiet, hvor eventuelle arbejdsmiljøproblemer bliver kortlagt, prioriteret og løst. Udvalgets opgaver og funktioner er nærmere beskrevet i Arbejdstilsynets vejledning til loven om arbejdsmiljø.

Arbejdsmiljøudvalget afholder møde 1 gang i kvartalet, samt ved behov. Møderne indkaldes af formanden senest 14 dage inden. Dagsordenen skal være kendt af medlemmerne senest 10 dage inden.    

Alle medlemmer i arbejdsmiljøudvalget skal gennemføre den lovpligtige arbejdsmiljøuddannelse. Alle medlemmer har ydermere ret til 1½ dags supplerende arbejdsmiljøuddannelse hvert år.

KA/1. okt. 2010