Øregård Gymnasium

Et hårdt skoleår endte godt

Et hårdt skoleår endte godt

For Lejla Zahirovic, som går i 3. g på Øregård Gymnasium, harvde coronanedlukningen konsekvenser for identitetsdannelsen

16.09.2021
Lejla Zahirovic

Dette år var helt sikkert ikke det, jeg havde forestillet mig. Havde man spurgt mig i 1.g, havde jeg nok sagt, at 3.g var det år, hvor der er mest gang i den – og at jeg glædede mig helt vildt. Ikke i min vildeste fantasi havde jeg forestillet mig, at en verdensomfattende pandemi ville lukke samfundet ned og være årsagen til, at halvdelen af min gymnasietid skulle foregå bag en skærm.

Det med at halvdelen af min gymnasietid har foregået bag en skærm, har medført, at jeg ikke føler, at jeg er blevet et lige så dannet menneske, som jeg ville være blevet, hvis jeg havde haft en normal gymnasietid. Det lyder måske som en overdrivelse, men at det har føles som om, at mit liv har været på pause i det sidste år grundet flere restriktioner og begrænsninger, har ikke ligefrem hjulpet på identitetsdannelsen.

Lige nu ser jeg frem til det øjeblik, jeg får huen på, og officielt er færdig med gymnasiet, men på samme tid virker det skræmmende. Jeg har altid tænkt, at når man bliver student, er man ’rigtig voksen’ og klar til at komme ud i den virkelige verden. Nu har jeg ikke oplevet alt, der hører med gymnasietiden, og fordi at jeg er gået glip af flere ting, jeg har set frem til, er jeg lidt bange for, at jeg ikke føler mig klar til at komme ud i den virkelige verden.

Alligevel ser jeg frem til studenterugen – det tror jeg at alle 3.g’ere gør. Jeg ser frem til glæde, fester og fejringer, da det er noget, vi alle trænger til efter et utroligt skuffende år med en meget uforudsigelig hverdag. At færdiggøre gymnasiet er en milepæl i enhver persons liv. Når man får studenterhuen på, kan det anses for at være enden på en epoke fyldt med fester, sjov og ballade, men til gengæld markerer det begyndelsen på en ny. Uanset om man vil studere med det samme eller tager et sabbatår, er vi nået dertil, hvor vi virkelig skal lære os selv at kende.

For mit vedkommende skal jeg have et sabbatår. Efter at have gået i skole i langt størstedelen af mit liv, må jeg indrømme, at en pause er stærkt påkrævet. Eftersom at jeg ikke er sikker på, hvad jeg vil studere, vil jeg bruge dette år på at lade mig inspirere og efter grundig overvejelse søge ind på et studie til næste år.

Selvom at jeg gik glip af en del i gymnasiet, har det stadig været et par gode, spændende og lærerige år. Derfor ville jeg kunne sige farvel og tak til Øregård Gymnasium her til sommer med et smil på læben, da jeg på trods af corona har fået en masse gode minder derfra.